Just nu arbejder forskere i Danmark på at samle og styrke forskningen inden for dansk sagprosa, og i april afholdes Danmarks første konference om sagprosa med støtte fra Carlsbergfondet. Målet med konferencen er at samle danske forskere inden for feltet, påbegynde en samtale om dansk sagprosa og ikke mindst fremadrettet styrke ikke bare forskningen, men også den offentlige opmærksomhed omkring sagprosa, dens karakter, rolle og betydning før og nu.
Konferencen er centreret omkring fire grundlæggende spørgsmål:
- Hvilke tekster har og har haft betydning, når vi taler om dansk sagprosa, og hvorfor?
- Hvordan beskriver vi sagprosaens tekster, deres handlinger og indlejringer i samfundets institutioner?
- Hvad fortæller det om et samfund og en kultur, at der er visse typer af tekster – fx konsulentrapporter og kogebøger – tilstede?
- Hvad forstår vi ved en kritisk sagprosakompetence, og hvor har den relevans?
Konferencens keynote speakers er professor Amy Devitt, University of Kansas, og professor Charles Bazerman, University of California, Santa Barbara.
Konferencens deltagere inviteres til at udvælge et bemærkelsesværdigt stykke dansk sagprosa som fokus for deres konferenceindlæg. Norske forskere, der arbejder med dansk sagprosa, er meget velkommen til at indsende abstract.
Deadline for abstract (maks. 250 ord) er fredag den 24. februar. Se call’et her.
Bag initiativet står Jack Andersen, lektor på Det Informationsvidenskabelige Akademi, Christine Isager, lektor i retorik, begge Københavns Universitet, samt Christina Matthiesen, adjunkt i danskfagets didaktik, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, samt dansk områderedaktør i tidsskriftet Sakprosa.